Forestil dig scenariet: Du er blevet kaldt ind til chefen, der desværre har en dårlig nyhed. Din stilling er blevet nedlagt, og der er nedskæringer i koncernen. Det betyder, at de er nødt til at sige farvel til dig. Det kan være en hård pille at sluge, uanset at det ikke har noget med dine faglige evner at gøre. Men pillen bliver endnu hårdere at sluge, hvis ikke du har et økonomisk sikkerhedsnet, der griber dig i en mulig svær tid.
Hvis du ikke er medlem af en a-kasse
Hvis du ikke er medlem af en a-kasse, kan du ikke få dagpenge. Det betyder, at du er overladt til kontanthjælpen – og den er markant mindre end dagpengesatsen. Samtidig gælder der regler for at modtage kontanthjælp, som er temmelig strikse. Du skal således være fyldt 30 år, og du må ikke være forsørget af nogen anden (det vil sige, at du heller ikke må bo sammen med en ægtefælle, der har et job). Desuden må hverken du eller din ægtefælle have en formue, der overstiger 10.000 kroner. Med formue menes både rede kontanter men også let omsættelige aktiver, som for eksempel bil og fast ejendom.
Det er med andre ord temmelig svært at få kontanthjælp. Det kan med andre ord i den grad betale sig at have et sikkerhedsnet i form af en a-kasse, som kan gribe dig økonomisk, hvis du skulle være så uheldig at blive fyret.
Valg af a-kasse
Der findes en masse forskellige a-kasser, og noget af det første du bør kigge efter, er, om der er en a-kasse, som er særligt specialiserede inden for dit faglige felt. Det kan være en fordel at have en a-kasse, som kender til den branche, du er uddannet inden for, da a-kassen også skal være med til at hjælpe dig videre. De mere generelle a-kasser er typisk billigere, men her får du til gengæld ikke den faglige viden og sparring om netop din branche.
Valget af a-kasse har ingen indflydelse på, hvor meget du kan få i dagpenge. Dette beløb er fastsat af staten, og det er også staten, som betaler dine dagpenge. A-kassen laver derimod beregningen af dine dagpenge på baggrund af lovgivningen og udbetaler på vegne af staten dine dagpenge til dig.
Nogle a-kasser tilbyder kun de obligatoriske samtaler om jobsøgning, mens andre a-kasser har alle mulige arrangementer, kurser og rådgivning, du kan benytte dig af. Det endelige valg af a-kasse afhænger således meget af dit behov og dine forventninger.