Hvis du elsker hunde, er der stor sandsynlighed for, at du også gerne vil eje en. I så fald kan det meget vel være, at du gerne vil have en hvalp. Med en hvalp får du nemlig hunden ”fra barnsben”. På den måde har du mulighed for at præge hunden, så den får en opdragelse, der passer til dit liv.
Det kan blandt andet være, at du har børn, som hunden skal lære at omgås. Eller det kan være, at hunden skal vænne sig til en del alenetid eller omgang med andre dyr. Alt dette har du meget bedre mulighed for at lære hunden, når du har den fra hvalp. Men det kræver, at du er forberedt.
Læs op på hundens særlige kendetegn
Når du køber en hund, er der særligt fire faktorer, som du skal være opmærksom på:
- Hundens race
- Hundens alder
- Hundens køn
- Hundens historik
Det er nemlig disse fire faktorer, som er særligt afgørende for, hvordan en hund vil opføre sig. Der findes et hav af forskellige hunderacer, og hundens race vil altid danne rammen for, hvad du kan forvente af hunden. Nogle racer er meget sociale, andre er derimod reserverede. Nogle hunderacer er meget aktive, hvorimod andre er rolige. Derfor bør du altid læse op på hundens race, inden du køber en hvalp.
Hundens køn og historik
Der er også stor forskel på, om du køber en hanhund eller tæve. Som udgangspunkt er hanhunde mere dominerende, og derfor kan de være sværere at opdrage. Hvis du derfor ikke har den store erfaring med hunde, kan det nogle gange være en fordel med en tæve. Det varierer dog meget fra race til race, hvor dominerende hanhundene er.
Ligesådan har hundens historik også en stor indflydelse på, hvordan hunde vil opføre sig. Hvis din hvalp udelukkende har haft gode oplevelser i sit liv, vil den være mere tryg. Derfor er det også vigtigt, at du altid køber din hvalp fra en anerkendt opdrætter. På den måde ved du, at hvalpen har haft en god start på livet.